Velkommen til strikkefestival 2020, velkommen til 15 års jubilæum, velkommen til vores fællesskab

Fanø Strikkefestival afholdes i Nordby og i Sønderho. I Nordby ligger de fleste strikkefestival-aktiviteter i gåafstand fra Færgen, i Sønderho ligger strikkefestivalen midt i det smukke bymiljø og ved øens sydligste klitter. Begge steder er et MUST at besøge, da de komplimenterer hinanden fortræffeligt. Hop på bussen fra havnen i Nordby og kør den smukke tur til Sønderho.
Når der er Strikkefestival på Fanø, summer hele øen af liv fra mange glade mennesker, der dels kommer for strikkens skyld, men også for at se, om man kan få en smagsprøve på Fanøs rige kulturliv.

Årets tema er "Come together"

Og netop dette ønske om at være sammen om at strikke, dele tips og tricks, lade sig inspirere og henrykke, købe garn og lade sig underholde har Fanø Strikkefestival arbejdet videre med, nu altså i 15 år. 

Derfor er temaet også på denne jubilæums- strikkefestival ”COME TOGETHER”, for det er det, det hele handler om: at være sammen og dele den passion, der er drevet af at skabe med vores egne hænder, at være selskabelig og mindful, mens maske efter maske glider fra den ene pind til den anden.  Som arrangører har vi travlt med at gøre jeres ophold på Fanø så hyggeligt og mindeværdigt som overhovedet muligt, men når vi løfter blikket ser vi ikke andet end glade fællesskaber. Og hold da op, hvor bliver man glad af at se alle jer skønne kvinder være sammen. Det er en kæmpe motivation for os som arrangører til at fortsætte med at skabe rammerne for jer. 

Og så har vi lidt nostalgi i nye rammer med i år, idet vi udbyder 3 workshops og et foredrag med ”HØNSESTRIK”.
 

COVID-19

Forbud mod store forsamlinger er fastsat til 1. september 2020. Hvad der herfra skal ske, mangler vi at få svar på. 

Fanø Strikkefestival arbejder fortsat på at gennemføre strikkefestivalen fra den 17. - 20. september 2020, dog med visse restriktioner: 

Vi udbyder færre billetter end tidligere år 

Der kan kun købes billetter online - intet billetsalg ved døren 

 
 Derudover arbejder vi med ny indretning af festivalpladsen, således at vi overholder alle retningslinjer for forsamlingers størrelse. 

 
Skulle der ske det, at forsamlingsforbuddet forlænges, og Fanø Strikkefestival ikke kan afholdes, aflyses arrangementet og der vil ikke blive afholdt festival igen før september 2021. 

 
 I tilfælde af aflysning har du følgende muligheder: 

1) få refunderet dine billetter 

2) få overført dine billetter til 2021 

3) få et tilgodebevis/gavekort, så du kan vælge noget andet i 2021 

 
 Vi håber hermed at have klarlagt eventuelle tvivlsspørgsmål i tilfælde af forlænget forbud efter 1/9. Indtil da er vores almindelige handelsbetingelser fortsat gældende. 

 
 Der er fortsat flere måneder til festivalens afholdelse, og vi har den faste overbevisning, at Danmark er på vej fremad på den gode måde nu, og at vi får lov til at samles på Fanø til september.