Nyhedsbrev fra Strikkefestival.dk


 Nyhedsbrev nr.01- {date22012016
---
Kære strikker

Vi er ved at lægge sidste hånd på Fanø Strikkefestivals program, og vi glæder os rigtig meget til at præsentere det for jer. Da vi gav den rigtig gas til vores 10 års jubilæum sidste år, havde vi tænkt, at i år skulle vi nedtone programmet lidt, men vi er altså kommet til at give den gas igen!!

Det store trykte festivalprogram kommer på gaden den 22. februar og i år nummererer vi de første 500 eksemplarer og udlodder fantastiske præmier på disse.
Vi åbner for bookingen mandag den 7. marts kl. 10.00

Hjemmesiden vil være fuldt opdateret den 7. marts. Her vil man også kunne læse hele programmet. PDF program vil også kunne bookes fra den 7. marts.
---

INTERNATIONALE UNDERVISERE

Som det måske er jer bekendt, er vi også i gang med at planlægge en stor international strikkefestival i Skotland i år, og i den forbindelse har vi mødt nye, meget spændende undervisere, som vi har fået lyst til at invitere til Fanø også.

I kan bl.a. møde:

Di Gilpin, international skotsk strikdesigner, der arbejder internationalt, men har base i Skotland. Di Gilpin kommer til Fanø både for at holde en eksklusiv masterclass på idylliske Kellers Badehotel ved Fanø Bad, for at holde et inspirerende foredrag, og sidst, men ikke mindst for at være den, der skal stå for vores modeshow i år.

Stella Ruhe, hollandsk forfatter af de meget populære bøger om Ganseys, kommer og holder 2 workshops, så du kan lære at strikke din egen Gansey, og derudover holder hun foredrag om Gansey trøjens historie.

Helene Magnusson fra Island, holder både workshops og foredrag om den islandske strikketradition, og lærer dig, hvordan du kan strikke den perfekte islandske sweater

Chrissie Day, vores trofaste engelske og karismatiske underviser, mester i dobbeltstrik, er med igen med sit sprudlende humør og kæmpe ekspertise

Catherine Sclater fra Skotland, mester i fair-isle, opklip osv. er den, du skal lære at strikke fair-isle af, såfremt du både vil forstå teknikker og fair-islens historie. Hun er en sand håndværker og kan sit kram.

Derudover har vi masser af fantastiske danske undervisere med,. Helga Isager, Vithard Villumsen, Charlotte Tøndering, Ann Højgaard Slot, Marie Mønster Døllner, Annette Ross, Ruth Sørensen, Rachel Søgaard, Sanne Bjerregaard, Lene Randorff, Pernille Cordes, Susanne Knot og Katrine Wohllebe





 

LIDT OM PROGRAMMET

I år afholdes Fanø Strikkefestival i både Nordby og Sønderho. I Nordby finder I os på REAL-grunden (ligesom i 2014), hvor vi både vil være på REALEN, Fanøs kulturhjerte og i det store BAZARTELT på grunden ved siden af REALEN  og i Sønderho er vi i Sønderho forsamlingshus og på Sønderho skole med strik-udstilling på Sønderho Kunstmuseum.

Der vil være gratis bus mellem Nordby og Sønderho for vore festival-gæster.

Vi vil gerne fortælle jer lidt mere om Fanø, så vi inviterer til en Fanø-aften med Fanømusik, dragter, historier, Fanøsmørrebrød og Kaffepunch allerede torsdag aften.

Fredag åbner over 50 fantastiske stande, og dagene vil være fyldte med foredrag, musikalsk underholdning, en digtervogn, udstillinger, forpremiere på Den store Strikkedyst 3, sjove arrangementer både på festival-området og i Nordby og i Sønderho, med små overraskelser hist og pist. Derudover vil der være mulighed for at lære Fanø bedre at kende via special-arrangementer, som annonceres i programmet. 

Fredag aftens foredrag holdes af skuespiller og komiker Søs Egelin, efterfulgt af modeshow af den internationale skotske strikdesigner Di Gilpin.

Maden i år er kreeret af lokale kræfter, Sønderho Kro, Kellers Badehotel og slagter Christiansen. Vi laver i år både frokostbuffetter og kagebuffetter med forskellige temaer, og man skal booke plads på forhånd. Det bliver også Sønderho Kro og Kellers Bdehotel, der skal stå for vores lækre festmiddag.

Begge afdelinger af strikkefestivalen ligger lige midt i de hyggelige bymiljøer i Nordby og Sønderho, og alt er indenfor gå-afstand. 

Sæt kryds i kalenderen 16. - 18. september 2016. Vi glæder os til at se jer.

Bedste festilva-hilsener
Christel og Jørgen Seyfarth